Lørdagshygge: KLIPKRANS

I dag har den stået på hovedrengøring af lejligheden, sammen med min søde roomie Beth. Derfor var det da også helt velfortjent med en hjemmebagt lørdags-klipkrans til vores eftermiddagskaffe :) Som i ved elsker jeg søde sager og det gør Beth heldigvis også! Størstedelen af tiden prøver jeg at leve sundt og varieret kombineret med motion, derfor er der også plads til fornøjelser! I den kommende tid vil jeg prøve at vise hvad jeg spiser til daglig og hvordan jeg får de essentielle vitaminer og mineraler… men først skal i lige se resultatet af vores fine klipkrans, samt opskrift og energiberegninger.

Opskriften er fra Claus Meyers bagebog.

Det her skal du bruge:
Opskriften er til to kranse
2 1/2 dl lunkent vand
25 g gær
550 g hvedemel
35 g sukker
5 g havsalt
30 g blødt smør

Æblemarmelade:
500 g æbler
250 g sukker
1 1/2 dl æbleeddike

Remonce:
100 g marcipan
100 g sukker
100 g blødt smør

Tilbehør:
Lidt stødt kanel
1 sammenpisket æg
60 g grofthakket mandler

Start med at lave gærdejen. Hæld det lunkne vand i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt hvedemel, sukker og salt, og ælt det hele sammen med en ske. Til sidst æltes den bløde smør i dejen, ælt den godt igennem, gerne i 5-8 min. Herefter skal dejen hæve i en time.

Imens kan du lave æblemarmeladen. Fjern kernehuset fra æblerne og kom æblerne i en gryde sammen med sukker og æbleeddike. Kog æblerne ved lav varme til de er møre, og blend så det hele godt sammen.

Æblemarmelade

Herefter laves remoncen. Gnid marcipan og sukker godt sammen i en skål og rør det bløde smør i.

Remonce

Efter en time skal dejen slåes ned og deles i to stykker. De skal hver rulles ud til en lang bane, der måler 50×10 cm.

Dejen rullet ud til en lang bane

Fordel nu en lang stribe remonce og æblemarmelade på dejen og drys lidt stødt kanel henover.

Den udrullede dej med fyld på

Nu lukkes dejbanen ved at folde de to langsider ind over hinanden. Læg dem herefter med samlingen nedad på bageplader med bagepapir. Form til en krans og luk enderne ved at stikke den ene ind i den anden. Klip med en saks ned i kransen hele vejen rundt med ca. 2 cm mellemrum. Pensl med æg og drys med mandler. Lad dem hæve et lunt sted til dobbelt størrelse (ca. 1-2 timer).

Den færdige krans hæver

Når kransen har hævet, bages den ved 200 grade i ca. 20 min. Nu er kransen klar til at nydes sammen med en lækker kop kaffe!

 

Energiberegning

Nu vil jeg skynde mig til fødselsdagsfest hos min dejlige veninde Charlotte… Hurrraaaa

Ha en skøn lørdag aften :)

xx Sofie

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *