Nyt naturligt sødestof med nul kalorier…

Ja, det lyder næsten for godt til at være sandt!

Men den er faktisk god nok, i december 2011 godkendte EU et nyt naturligt sødestof. Sødestoffet hedder stevia og kommer fra planten Stevia rebaudiana, som oprindeligt stammer fra Paraguay. Ud fra plantens blade udvindes/ekstraheres forskellige steviol glycosider og det er altså 9 af dem, som er blevet godkendt af EU til brug i fødevarer, det er endnu ikke lovligt at bruge hele bladet eller planten.

For et par uger siden deltog jeg i en rigtig spændende konference om dette nye sødestof. En konference arrangeret af Levnedsmiddelselskabet og Yngre Fagligt Forum. Jeg tænkte at der var mange af jer, som ville finde det interessant. Jeg håber ikke det bliver for nørdet 😉

Sødestoffer med nul kalorier kender vi allerede fra de kunstige sødestoffer, f.eks. Aspartam, som bliver brugt i Cola Zero og andre lightprodukter. Disse sødestoffer, som er flere hundrede gange sødere end raffineret sukker, er kemisk fremstillede og findes ikke naturligt. Der er meget debat om hvorvidt disse kunstige sødestoffer er skadelige for os mennesker eller ej. Personligt prøver jeg at holde mig fra de kunstige sødestoffer, jeg foretrækker naturligt sukker i mindre mængder.

I øjeblikket er hele verden, inklusiv Danmark, ramt af en fedmeepidemi. Antal af overvægtige og fede stiger, og der er nødt til at ske noget. En af de største åresager til fedme er det høje indtag af sukker og fedt i forbindelse med et lavt aktivitetsniveau. Højt indtag af sukker og fedt kan føre til et for højt dagligt indtag af kalorier, som med tiden kan resultere i overvægt. Meget af den mad som står på hylderne i supermarkederne indeholder sukker, hvis noget af det sukker kunne erstattes med stevia, som altså indeholder 0 kalorier, ville det måske kunne sænke det daglige indtag af kalorier og på den måde bryde den stigende kurve af overvægtige!

Der er altså mange grunde til, at dette sødestof er spændende. Der er dog en stor sensorisk ulempe ved sødemidlet, udover den søde smag har det en eftersmag/bismag af lakrids, hvilket gør at det ikke er et hensigtsmæssigt sødemiddel i alle produkter. Det kan derfor være svært for producenterne at bruge det i deres produkter. Som det er lige nu, er det ikke muligt at erstatte alt sukker i produkter med stevia men omkring halvdelen. Hvis producenterne kan få det til at smage godt, vil det altså være muligt at reducere indholdet af sukker i deres produkter.

Der findes endnu ingen produkter i de danske supermarkeder som indeholder stevia, men mon ikke det kommer ? jeg skal selvfølgelig nok holde øje og fortælle når der sker noget nyt :)

Personligt er jeg indtil videre positiv over for stevia, jeg er ikke glad for kunstige sødestoffer, men da det her kommer fra en naturlig plante, som i øvrigt er blevet spist i Sydamerika de sidste mange hundrede år, ser jeg spændende perspektiver.

Bonus info: Den danske forsker, Per Bendix Jeppesen, er i gang med at undersøge stevias effekt på type 2 diabetes han mener, at plante kan hjælpe med insulin produktionen.

Til konferencen fik jeg et tip om en god lille udsendelse om stevia. Tippet kom fra min søde studiekammerat, Klaus, som havde været med til at arrangere konferencen. Så hvis i har fået blod på tanden, og ønsker at vide mere om stevia, kan i se mere her.

På billedet ses planten Stevia rebaudiana.

Hvad tænker I om det nye sødestof?

Love Sofie

11 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *